Frederik II von Hohenstaufen 1215-1250

Frederik II Hohenstaufen (Tysk: Friedrich, Italiensk: Federico II) formåede at blive en af de stærkeste kejsere Europa har oplevet, men blev også den sidste Hohenstaufen. Han talte 6 forskellige sprog og var protektor for videnskab og kunst, og spillede en central rolle i fremmelsen af den sicilianske poesiskole, og senere saluteret af poeter som Dante Alighieri.

Han startede ud som konge af Sicilien i en alder 2 år i 1198, efter at have arvet tronen fra sin far kejser Henry IV Hohenstaufen og blev oprindeligt udpeget som tysk konge i 1196, men blev udfordret af Phillip af Schwaben og Otto Welf, der begge var væsentligt ældre og bedre i stand til at udfordre kejsertitlen. Da Phillip blev slået, gjorde han krav på regenciet over Frederik II på Sicilien, og da denne døde, tog en tysk kaptajn, William of Capparone, regenciet over. Da Frederik var gammel nok til at regere i 1208 konsoliderede han sin magten i Sicilien og Syditalien.

Både i 1212 og 1215 valgtes Frederik II til Hellig Romersk Kejser, men først i 1215 fik han skubbet Otto IV Welf af magten, og i 1220 kronede paven ham.

Det meste af sin tid brugte Frederik II i Sicilien eller på korstog, og kun enkelte gange tog han til Tyskland.

Frederik II blev beskyldt for fiaskoen ved det femte korstog, da han blev ved med at udskyde sin ankomst. Paven afslog endda Sultan Al-Kamil’s tilbud om at overgive Jerusalem til de kristne, men da Frederik aldrig nåede frem, fejlede korstoget og blev drevet fra Det Hellige Land. Derfor lovede Frederik et nyt korstog, men dette drog han hjem fra allerede inden han nåede frem og derfor ekskommunikerede paven ham. Nogle år senere drog han dog af sted, på trods af, at han som ekskommikeret ikke havde ret til dette, og han blev ekskommunikeret igen.

I Det Hellige Land under det sjette korstog havde han som ekskommunikeret ikke meget hjælp, men han formåede at forhandle en fred med Sultan Al-Kamil, der resulterede i genoprettelsen af Kongeriget Jerusalem, blot muslimerne fik kontrollen over enkelte af deres helligdomme. Herefter blev Frederik II kronet konge af Jerusalem.

Denne succes under det sjette korstog gav Kejser Frederik II megen prestige, samt opbakning fra forskellige kristner ordner, men paven var utilfreds med kejserens handlinger udenom kirken, men løftede alligevel ekskommunikationen.

Efter Frederik II’s korstog var de italienske dele af Det Hellige Romerske Kejserrige faldet ud i intern krig, og paven udfordrede kejserens magt. Det endte med, at Frederik II måtte slutte en fred, hvor mere magt blev overført til hertugerne. Lombardiet var dog svært at få under kontrol, selvom paven her hjalp kejseren efter at være fordrevet fra Rom. Men da kejseren overgav for mange privilegier for at skabe fred, ekskommunikerede paven ham.

Med hjælp fra italienske Ghibbelinere, invaderede Frederik II de norditalienske stater for at knuse det fortsættende oprør, og samtidig invaderede han pavens områder. Selv med hjælp fra italienske Guelpher blev paven besejret.

Efter Gregorius IX fulgte Innocentius IV i 1243, og grundet dennes familieforbindelser forventede Frederik II et godt samarbejde. Men den nye pave blev en udfordring for kejseren. Den efterfølgende tid lå de i strid om magten i Italien, resulterende i at paven blev drevet til Frankrig, hvorfra han erklærede Frederik II en hedning og ven af saracenere. Innocentius IV brugte resten af Frederik II’s regeringstid på at forsøge at undergrave ham.

I 1247 skiftede Parma til at støtte Guelpherne, hvilket kastede Frederik II ud i sin sidste krig i Italien. Han omringede byen for at sulte oprørerne ud, og byggede i den forbindelse en belejringsby af træ, ‘Vittoria’, til at holde sit harem og sine skatte. Her blev han dog overrasket og blev slået ved slaget ved Parma, hvor han mistede store dele af sine skatte og derved hans formue. Han kom sig hurtigt igen, men nederlaget opildnede flere italienske byer til at stå imod, og resten af sin regeringstid kæmpede Frederik II i Italien, indtil han døde af sygdom i 1250.

Herefter startede et langt interregnum, der ikke sluttede før 1273. Her opstod legenden om, at Kejser Frederik II ikke døde, men at han blot sover indtil han en dag vågner for at tage sit rige tilbage.

Frederik II var ud over sit virke som kejser også optaget af videnskabelige discipliner og læste Aristoteles. Han er kendt for at have været mere tolerant overfor hedninge end kættere, og han havde mange videnskabelige og venlige relationer til arabere – af samme grund kunne paven også erklære Frederik II som hedning.

Frederik II von Hohenstaufen 1215-1250

Master of the House doorstepwaster